Fascinationen “den store verden” og din kat
Mange katte vil gerne ud – især når de først har oplevet udendørs frihed – mens andre katte er tilbageholdende eller ligefrem bange for at gå ud i ukendte omgivelser fyldt med fremmede sanseoplevelser. De fleste katte er dog nysgerrige og naturlige udforskere. Katte fascineres og stimuleres let af de mange spændende ting, som de kan se, høre, smage, føle og lugte udenfor, herunder insekter, lysspil og skygger, gnavere, fugle, planter og meget andet. Så hvis din kat ser ud til at være interesseret i at komme ud eller venter længselsfuldt ved døren, skal du overveje nogle af de potentielle fordele og ulemper ved det udendørs liv.
HVAD ER FORDELENE VED AT LUKKE DIN KAT UD?
- Udekatte har helt sikkert flere muligheder for fysisk aktivitet, når de klatrer, løber og udforsker. Helt naturligt er chancen for, at din kat tager på i vægt mindre, når den kan bevæge sig frit eller blot udforsker et begrænset udendørs område.
- Udenfor er din kat helt fri til at udleve sin instinktive adfærd såsom at kradse, hvilket du måske ikke ønsker indenfor på dine møbler eller helt nye gardiner.
- Udendørslivet tilbyder utallige muligheder for din nysgerrige kat, som gerne vil udforske den store verden og finde nye ting at se på, lugte, smage, føle og opleve, og derved stimuleres kattens naturlige nysgerrighed og velbefindende.
- Du kan lave et naturligt kattetoilet til din kat i et beskyttet område i haven, så den kan bruge det ud over kattetoilettet indenfor, når det regner eller om natten.
- Måske vil din kat også gerne have sit eget hjørne i haven, hvor der gror højt græs, som den kan gemme sig og rulle rundt i.
HVILKE RISICI ER FORBUNDET MED AT LUKKE DIN KAT UD?
- Biler er en af de største risicis for din kat, når den er ude. Stærkt trafikerede veje er særligt farlige, men en kat kan også blive overrasket og kvæstet af en bil på en stille landevej. Katte løber også den risiko, når de gemmer sig under motorhjelmen på en bil.
- Din kat kan komme for langt væk hjemmefra og fare vild. Man skal dog ikke give en udekat et almindeligt halsbånd på, for der er risiko for kvælning. Et godt alternativ er et tætsiddende “anti-break” halsbånd med et ID-skilt på.
- Alt afhængig af hvor du bor, er andre dyr såsom ræve, hunde og især andre måske aggressive katte en mulig trussel for din kat.
- Udekatte er meget mere udsatte for at blive smittet med sygdomme – især hvis de slås med andre katte. Almindelige, alvorlige sygdomme indbefatter blandt andet katteleukæmi, katteaids, bylder og luftvejsinfektioner.
- Giftige substanser såsom sneglekorn, antifrostmidler og rottegift er ligeledes farlige.
- Visse almindelige haveplanter og blomster såsom liljer og poinsettia er giftige for katte.
- Din kat kan blive lukket inde i nogens garage eller skur.
- Udenfor er din kat mere udsat for almindelige parasitter såsom flåter og orme.
Så selvom der er mange fordele ved at lade din kat komme ud – herunder øget fysisk aktivitet, naturlig stimulering og plads til instinktiv katteadfærd såsom at udforske – er der også mange risici. De indbefatter biler, andre dyr, sygdomme og parasitter, giftige kemiske produkter eller planter samt muligheden for at fare vild eller blive lukket inde.
Vurdering af din kats potentielle udendørs omgivelser
Det er vigtigt at tænke grundigt over din kats umiddelbare udendørs omgivelser. Du skal stille dig selv nogle basale spørgsmål, herunder hvor langt er jeg fra den nærmeste vej? Har min have nogen form for indhegning, som kan holde herreløse hunde ude, mens min kat samtidig kan komme ud? Hvilke planter vokser i min have? Bor der hunde hos naboerne? Hvordan er familiens tidsplan? Er der nogen hjemme, som kan lukke min kat ind, hvis den føler sig truet, eller er den nødt til at blive ude? Stil dig selv alle disse vigtige spørgsmål, hvis du overvejer denne vigtige livsstilsændring for din kat.
Hvis du vælger at lukke din kat ud
Når du har opvejet fordelene og ulemperne ved at lukke din kat ud og har vurderet dit hjems umiddelbare omgivelser, kan du bestemme dig til, at din kat skal have lov til at udforske den udendørs verden. Der er nogle praktiske ting, som du kan gøre for at optimere din kats udendørsliv og fremme dens sundhed og sikkerhed.
TIPS OM MINIMERING AF RISICIENE FOR DIN UDEKAT
- Sørg for, at din kat har alle relevante vaccinationer.
- Giv regelmæssigt din kat en kur mod lopper, flåter og orme.
- Få dit kat mærket med en mikrochip. En mikrochip er en permanent form for identifikation. Hvis din elskede ven farer vild eller kommer for langt væk hjemmefra, er det meget nemmere at finde den, hvis den har en mikrochip.
- Få din kat kastreret/steriliseret. Dette gør, at den ikke går alt for langt væk hjemmefra.
- Hvis du bor i nærheden af en vej, så undlad at lukke din kat ud i myldretiden.
- Prøv at opfordre din kat til at komme hjem, når det bliver mørkt. Katte er mere udsatte for risici om natten, når de kan blive blændet af bilernes lygter.
- Sørg for, at din kat har adgang til både en kattebakke indendørs og et udendørs toiletområde. Sørg for at holde begge steder rene og vælg placeringer, hvor din kat føler sig sikker og ikke alt for observeret.
- Hvis du ikke er hjemme det meste af dagen, så du kan lukke din kat ind og ud, kan du overveje at installere en kattelem. Kattelemme med mikrochips er designet til at forhindre andre katte i at komme ind i dit hjem.
- Fjern enhver form for farlige kemiske produkter fra haven og spørg dine naboer, om de anvender farlige produkter i deres haver.
- Hvis det er muligt, skal du sørge for, at der ikke gror giftige planter i din have, som din kat kan finde på at spise – især hvis den keder sig.
- Lav en kattevenlig have og plant noget lavendel.
- Overvej at lave en indhegning i haven, hvor din kat kan være udendørs, uden at den kan komme længere væk.
Må jeg lukke min killing ud?
Hvis du gerne vil give din killing mulighed for at udforske naturens verden, skal du huske på et par ekstra ting. Selvom du er ivrig efter at lade din dejlige ven nyde solen og den friske luft, er der ingen grund til at have travlt. Set fra killingens side tilbyder dit hus eller din lejlighed masser af muligheder for at udforske og lave ballade og lære, så det er ikke sandsynligt, at den keder sig indendørs i den første tid. Den udendørs verden er også meget stor og spændende men måske også lidt skræmmende for en lille killing, og derfor er det endnu vigtigere, at du overvejer visse sikkerhedsaspekter, inden du lukker din killing ud af din lejlighed eller dit hus.
TIPS OM HVORDAN DU SIKKERT LUKKER DIN KILLING UD
- Beskyt din killing mod smittesygdomme. Luk ikke din killing ud før der er gået mindst en uge efter dens første vaccineringer og behandling for lopper og orm.
- Få din killing mærket med en mikrochip inden du lukker den ud.
- Sørg for, at du har fjernet alle spidse objekter og giftige substanser fra haven, som din killing kunne finde på at gå på eller spise.
- Vælg et roligt tidspunkt til at lukke din kat ud på for første gang. Sørg for, at der ikke udføres byggearbejde i nærheden. Høje lyde kan forskrække en lille killing.
- Efterlad aldrig en killing alene udenfor – ikke engang et kort øjeblik. Din killing har ingen mulighed for at forsvare sig mod angreb fra andre dyr. Gå altid ud sammen din killing og lad den lege i korte perioder, inden du tager den med ind igen. Hold dig ligeledes tæt på killingen og husk dens hurtige reflekser i tilfælde af, at den bliver skræmt og løber væk.
- Hvis det er muligt, skal du advare dine naboer om, at du lukker din killing ud. Hvis de har hund, skal du holde godt øje med din killing, når de to mødes.
- Dæk enhver form for vand fra, f.eks. springvand eller vandhuller, for at sikre, at din killing ikke falder i vandet. Hvis du har en indhegning, skal du lukke eventuelle huller.
HVIS DU HOLDER DIN KAT INDENDØRE: HVAD SKAL DU VIDE
Når du har overvejet fordelene og ulemperne ved at lukke din kat ud, beslutter du måske, at det er bedst, hvis den bliver indendørs. Denne beslutning er helt i orden. Husk, at du i den sidste ende bedst kan bedømme, hvad der er bedst for din kat i forhold til jeres omgivelser og kattens behov. Alligevel er det bedst at være klar over både fordele og ulemper ved at holde din kat indendørs. Du vil have det bedre, hvis du har truffet en velinformeret beslutning, og du vil kunne kommunikere denne positive attitude til din kat og til andre familiemedlemmer. Hvis du er bekendt med potentielle ulemper ved en indekats liv, vil du herudover sikkert sørge for, at anvende nogle af de mange muligheder, der er for at sikre, at din kat er glad, sund og velstimuleret hele livet, selv indendøre.
Hvad er fordelene ved at holde din kat inde?
- Der er mindre chance for, at din kat bliver smittet med sygdomme eller parasitter
- Der er meget mindre chance for, at din kat bliver væk eller bliver ramt af en bil
- Din kat er beskyttet mod angreb fra andre dyr og især fra andre katte
HVAD ER DE POTENTIELLE ULEMPER VED AT HOLDE DIN KAT INDE?
- Din kat bliver måske frustreret, hvis den ikke kan udleve instinktiv adfærd, såsom at kunne udforske eller kradse relativt ubegrænset. Frustration kan stresse din kat og føre til adfærdsproblemer heriblandt, at kradse hul og ødelægge møbler eller manglende vilje til at bruge kattebakken og tisse, hvor den skal.
- IIndendøre har din kat færre muligheder og mindre plads til fysisk aktivitet og har derfor større risiko for at tage på i vægt. Nogle katte keder sig, og det kan føre til kroniske betændelsestilstande, f.eks. overvægt, diabetes eller slidgigt. Din kat vil være mere afhængig af din stimulering og kan have sværere ved at være alene end en udekat.
- Det kan være en udfordring at sørge for, at din kat ikke løber ud – særligt, hvis der bor børn i huset. Hvis din kat løber ud, vil den sikkert være forvirret og bange udenfor.
Sådan skaber du et sikkert, stimulerende og sundt miljø til din indekat
Du kan gøre forskellige ting for at skabe et positivt, sikkert og stimulerende miljø for din kat. De fleste af dem er ret nemme og billige. I det lange løb vil de forbedre din indekats livskvalitet markant.
Tips om hvordan du gør din kats indemiljø mere spændende:
- Sørg for, at din kat har mulighed for at udleve sit instinktive behov for at kradse ved at placere både lodrette og vandrette kradsetræer forskellige steder i hjemmet
- Prøv at gøre fodringen mere stimulerende. Foderlegetøj får din kat til at tænke, afhjælper kedsomhed og skaber lidt ekstra fysisk aktivitet.
- Installer et klatretræ, som din kat kan klatre i.
- Skab nogle steder i vindueskarmene, hvor din kat kan nyde at sidde og holde øje med, hvad der sker udenfor. Husk dog på, at din kat måske bliver stresset, hvis en anden kat kan sidde udenfor og kigge ind.
- Sørg for, at alle kattenet foran vinduerne er sikre og ikke har huller. Forklar familien, at den skal lukke dørene til udendørs områder forsigtigt.
- Selv indekatte bør mærkes med mikrochips. Hvis din kat løber ud, er den mindre forberedt på udendørslivet, og en mikrochip gør det meget nemmere at finde din kat igen.
- Fjern enhver form for giftige planter og køb indendørs planter, der er kattevenlige, og som din kat måske vil nyde at udforske. Leg med din kat så ofte som muligt. Du kan købe meget sjovt kattelegetøj eller lave dit eget.
Nu hvor du har dannet dig et overblik over de vigtigste overvejelser for og imod inde- og udelivet for din kat, kan du meget bedre træffe en beslutning, som vil fungere godt for både din kat og dig. Husk, at dette er en meget personlig beslutning, som er tæt forbundet med din kats personlighed og baggrund samt det specifikke miljø i dit hjem. Katte kan være glade og sunde, uanset om de lever indenfor eller udenfor, hvis bare du sørger for at opfylde alle deres fysiske, psykiske og emotionelle behov og gør det, der er nødvendigt, for at sørge for deres sikkerhed og stimulere dem i de forskellige livsfaser.